Etik
Adfærdsanalysen har igennem årene mødt en del kritik. Med rette. I sin spæde begyndelse i 1970’-1980’erne fandt man ud af, at gruppen af voksne med voldsomme adfærdsproblematikker kunne hjælpes til et bedre liv med mindre restriktioner. Dette vakte stor opsigt og arbejdet med at finde ud af, hvorfor vi mennesker gør, som vi gør, var i fuldt flor. I årene blev en del viden omkring læring bragt på banen og man for alvor opmærksom på, at alle individer havde muligheder for at udvikle sig og at lære.
Samtidig rykkede børnesynet sig igennem 80’erne og særligt 90’erne. Dermed ændrede og udviklede man på mange måder praksis og syn på, hvordan læringen gøres mere børnecentreret. Nogle af undersøgelserne og metoderne man havde anvendt, blev man opmærksom på, havde etiske problemstillinger, som man ikke havde været klar over.
Frem til i dag er arbejdet fortsat med at finde evidensbaserede tilgange til læring for den enkelte. Den etiske forståelse er i konstant udvikling både indenfor adfærdsanalysen som indenfor de fleste andre tilgange.
Det er vigtigt for os at understrege, vi i ABA-foreningen ikke let på det etiske ansvar, det er at hjælpe børn og unge på vej – i særdeleshed når der er tale om børn og unge, som ikke har mulighed for at forsvare sig selv eller kommunikere sine behov. Arbejdet omkring at skabe udvikling for børn og unge bør altid være et etisk bevidst anliggende.
Så hvorfor er det, at adfærdsanalysen fortsat er relevant – nu også mere end nogensinde?
Fordi kravet for læring og udvikling er en menneskerettighed. Også for dem, som har sværere ved det, er længere tid om at lære eller har brug for tilpassede rammer for at udvikle sig.
Alle har krav på en værdig fremtid.